Hukommelstab 1

Kim var ikke den første jeg var “utro” med.
Da mand og jeg havde været sammen i en lille måned, stod jeg og råsnavede med Martin på et diskotek.

Hovsa.

Det fortalte jeg selvfølgeligt mand. Alle havde jo ligesom set mig stå der og gnave kæberne af led – og for at undgå at en anden skulle sige det…ja så måtte jeg gå til bekendelse.
Mand fik selvfølgeligt ikke hele sandheden. Fortalte bare at Martin havde kysset mig imens vi dansede. Den accepterede han.

Det var første, sidste og eneste gang jeg gik til bekendelse.

Opasia…

Da jeg begyndte på handelsskolen var computere i undervisningen stadig et relativt nyt fænomen. Jep så gammel er jeg!
Det var en hel ny verden der åbnede sig. Jeg har altid været meget genert (jo den er god nok!) Men foran en computerskærm smed jeg langsomt mine hæmninger og barrierer. 

Som nettet blev mere og mere udbredt, så opdagede jeg at man kunne chatte online. Mand havde allerede brugt det der chat i forbindelse med noget computerspil. Så det gjorde ikke så meget at jeg også prøvede.

Det var svært i starten. Måske fordi jeg var genert. Men langsomt blev det sjovere, mere frit og en smule vanedannende.

Jeg startede med at snakke med Kim.
Kim boede nede i landet og var inde og aftjene sin værnepligt. Kim var single, men fik efter et par måneders chatten en kæreste (i dag er de gift og har børn). Vi skrev til hinanden dagligt via mails, online-sms (på det tidspunkt havde jeg ingen mobiltelefon, og benyttede mig af at sende sms’er via internettet i stedet).
Som vi lærte hinanden at kende, blev vores samtaler også mere frække, og Kim blev den første jeg var “utro” med uden rigtigt at være det.

Efter et par år (hvor jeg også var blevet den heldige ejer af en Alcatel mobil, som blev flittigt brugt til at sms’e på)
blev Kim opdaget af sin kæreste, og vi afbrød kontakten.

I mellemtiden…
Så havde der været en gensynsfest med min gamle folkeskole, hvor jeg kom til at kysse enormt meget med en gammel klassekammerat (vi havde kysset lidt i folkeskolen, men jeg var ikke så skide meget fremme i skoene den gang, så det blev bare til lidt kys og kys).
Klassekammeraten og jeg har efterfølgende søgt hinanden, men altid gået glip af hinanden. På et tidspunkt får kammeraten en kæreste, og i dag er hun så kone og mor til hans to børn. Men når ham og jeg ses tilfældigt eller til fester hvor vi begge er gæster, så er der altid et ekstra langt knus og kindkys til mig 😉

Det skete i de dage….

For maaaaange år siden, før jeg blev teenager, mødte jeg min kommende mand. Faren til mine børn, min første rigtige kæreste, min første sexpartner, min første alt.

Den gang vidste jeg det ikke. Og havde nogen fortalt mig, at jeg et par årtier senere, skulle sidde som gift kvinde, mor til to børn, hundeejer, halvstor gæld i banken sammen med selv samme mand, havde jeg grinet min røv i laser.
Men her sidder jeg så et par årtier senere.
Fedt ikke….. :-/

Vi blev ikke kærester før fem år senere. Der var altid et eller andet der forhindrede. Men så skete det.

Livet er ikke rosenrødt. Langt fra. Og efter nogle år begyndte jeg at søge spænding andre steder.
Jeg havde kun været sammen med min mand, og kunne mærke, at det ikke var nok. Jeg havde lyst til mere. Noget andet. Og det må man sige jeg har fået 😉

En spæd start…

Ved ikke rigtigt om blogginguniverset er noget for mig, men blev inspireret. Så nu prøver jeg.
Jeg vil fortælle om mig selv, mine eskapader, oplevelser og udskejelser.
Mit liv. Mine mænd, hvem, hvad og hvor.